Romeo og Julie

En skraldeforestilling for 8. klasser på Brøndby Strand Skole.

Et samarbejde med skuespiller Camilla Lohmann.

Med afsæt i Shakespeares klassiske drama tilsat en bunke skrald, skaber vi et dramatisk og scenografisk forløb.

Projektet strækker sig over tre uger og består af to sideløbende værksteder, hvor eleverne præsenteres for forskellige sider af den scenekunstnerisk proces: Hvordan bevæger man sig på en scene, hvordan bruger man stemme og krop til at udtrykke sig med, og hvordan skabes kostumer og scenografi som medspiller til en dramatisk tekst?

Dramaværksted

“Kærlighed, jalousi, ensomhed, skolegård, stormvejr osv.” – ”skab i samarbejde et billede med kroppen på 10 sekunder.”

Gennem denne leg lærer eleverne om gestik, ekspressive udtryk og spænding mellem mennesker. Herefter skaber de still-/ kropsbilleder til dramaet ’Romeo og Julie’ og de laver en lydside til fortællingen med korstemmer og rap samt enkelte replikker. Eleverne dykker ned i deres eget erfaringshav og bidrager med korte personlige fortællinger, der indkredser temaet.

Nogle af eleverne læser brudstykker af historien op, mens den flydende fortælling af billeder og overgange vises. Eleverne oplever, at deres private historier via kunsten og med dem selv som formidlere, bliver en fortælling, der vækker genklang og indlevelse for et publikum. Og når eleverne øver sig i at sige: “Hvem er dog du, som skjult i natten trænger ind i mine hemmelige tanker?” mens de tænker: “Jeg er vild med dig”, så relaterer de sig til det kunstige, og til kunsten, og de kan træde ind i skuespillerens sanselige univers og ud igen.

Scenografiværksted

Her skaber eleverne kostumer, rekvisitter og enkle scenografiske elementer lavet af skrot, som eleverne selv har indsamlet før projektet. Ved at arbejde med genbrugstøj, toiletruller, plastemballage, ledninger, cykelhjul m.m. åbnes der op for elevernes fantasi og kreativitet, og de låses ikke fast i forsøget på at skabe et produkt, der er ’rigtigt’. Mantraet er, at alt er muligt og, at der ikke findes facit i den kunstneriske proces. Her skabes nye former og uventede kostumer, der ender ud i et skævt og anderledes scenografisk univers.

Artikel om stykket